Træbeplantning og sandfang kan forbedre vandafledningen og samtidig gavne naturen. Sønderjyske Vandløb opfordrer landmænd til at se på mulighederne langs deres egne vandløb.
Når regnen falder, og vandet skal væk fra markerne, er det afgørende, at vandløbene kan følge med. Men kraftig grødevækst og sandaflejringer kan bremse vandet og skabe problemer med afvandingen.
Derfor opfordrer Sønderjyske Vandløb, som er et samarbejde mellem Spiras, LHN og Sønderjysk Familielandbrug, landmændene til selv at tage initiativ til forbedringer.
– Landmændene kender deres vandløb og ved, hvor problemerne opstår. Den viden skal vi bruge aktivt til at finde lokale løsninger, der både sikrer vandafledningen og gavner naturen, siger Louise Hedegaard Riemann fra Sønderjyske Vandløb.
Træer og sandfang gør en forskel
Træer langs vandløbene giver skygge, som begrænser grødevæksten om sommeren. Det hjælper vandet på vej og holder samtidig vandtemperaturen nede til gavn for fisk og andet liv.
– Vi kender jo alle sammen de våde somre, hvor vandet har svært ved at komme væk fra markerne. Når grøden vokser kraftigt, kan den næsten lukke vandløbet til. Her kan strategisk placeret beplantning hjælpe rigtig meget, forklarer Britt Bjerre Paulsen, Sønderjyske Vandløb.
Sandfang er en anden mulighed. De opsamler sand, inden det aflejres i vandløbet, hvor det kan hæve bunden og spærre for drænudløb. Samtidig skånes fiskenes gydeområder.
Kontakt kommunen, inden du går i gang
Både træbeplantning og sandfang kræver dialog med kommunen, og man skal have tilladelse, før man går i gang. Mulighederne og finansieringen varierer fra kommune til kommune og afhænger af det konkrete projekt
– Det behøver ikke være store projekter. Vi opfordrer landmændene til at bruge vinteren på at se nærmere på de strækninger, hvor der er problemer. Tag fat i kommunen og få en snak om mulighederne, siger Louise Hedegaard Riemann.





